Når vi laver mad til arrangementer, bliver der altid produceret basilikumpesto. Det smager dejligt og spreder en duft af varme og velvære

Pestoens historie

Når vi laver mad til arrangementer, bliver der altid produceret basilikumpesto. Det smager dejligt og spreder en duft af varme og velvære.

Når vi laver mad i unisans, er det vigtigt for os, at vi udfordrer vores sanser. Derfor er basilikumpesto en helt oplagt bestanddel af vores menu. Pesto kræver fysisk udfoldelse, hvis den skal laves helt rigtigt. Selvfølgelig er det rart med en foodprocessor, når ingredienser skal findeles, men ordet pesto kommer fra italiensk ”pestàre” og betyder at knuse eller slå.
Pesto har simpelthen taget navn efter produktionsmetoden i morteren. Det er også gennem denne metode, at fibrene i basilikumbladene bliver strakt og knust optimalt, således at basilikummen frigør mest muligt af den æteriske olie, der giver duft og smag i basilikumpestoen.

Når du laver pesto, bruger du derfor både din krop og mærker og dufter ingredienserne i morteren.

Fra det gamle Rom til basilikumpesto

Pesto er ikke nogen ny opfindelse, men var allerede kendt i det gamle Rom, hvor den formentligt var kommet til fra Afrika. I Virgils ”Burcolia”, der er en samling hyrdedigte, spiser bonden Similo en focaccia med moretum. Dette er en sauce lavet af koriander, almindelig rude, persille og cacio-ost, der alt sammen er stødt sammen i en morter til en pestolignende sauce.

Midt i det 19. århundrede dukkede basilikumpestoen op og det første kendskab vi får til denne pesto, er i en skreven opskrift i ”La cuciniera genovese ossia la vera maniera di cucinare alla genovese” fra 1865, skrevet af Battista Ratto og Giovanni Ratto. I denne bog om det genovesiske køkken beskriver de pestoen som en sauce, der er lavet ved at hakke hvidløg og basilikum, og som passer til alle former for pasta.

Den ægte spaghettisauce

Pasta er ikke bare pasta. Pasta kommer i alle former og såmænd også i en lang række forskellige farver. Formerne er ikke blot et produkt af italienske husmødres kedsomhed, men derimod målrettet den sauce, der serveres med pastaen.

Den klassiske Bolognesesauce, der er en fast bestanddel i en dansk families menukort, bliver ofte serveret med lange tynde spaghetti. Det er i virkeligheden langt fra optimalt. Bolognesesauce er klassisk tilbehør til tagliatelle, der er en bred båndspaghetti, hvor den brede pasta let kan bære saucen. Penne er også glimrende til kødsaucer, da deres form er ideel til at opsamle saucen. Til gengæld er den almindelige tynde spaghetti, som oftest kommer på bordet herhjemme, faktisk uegnet til tunge saucer, men er derimod fantastisk til basilikumpesto. Olien i pestoen sørger for, at den hæfter sig på hele spaghettien efter en let omrøring. Når vi laver Spaghetti med basilikumpesto i unisans, bruger vi oftest fuldkornsspaghetti, da den har mere bid og mætter mere end den almindelige spaghetti.

– Og så lige en opskrift

Til at runde pestosnakken af, får du vores egen opskrift på basilikumpesto

af Bertel Bolt-Jørgensen

Dufte vækker minder, ophidser og beroliger. Med æteriske olier kan du sætte duft på dit hjem.

Dufte skaber stemninger. Vores næse er et fintfølende organ, der arbejder tæt sammen med vores hjerne. Samarbejdet kan give os en lang række forskelligartede indtryk. En duft kan kvikke os op, den kan øge vores koncentrationsevne eller den kan genkalde os minder om situationer og mennesker vi har oplevet. En pludselig duft i bussen minder os om elskede familiemedlemmer, der gik bort flere år siden, eller måske minder den os om en situation i dagligdagen. En speciel kageduft minder f.eks. mig om en hyggelig dag i sofaen som dreng med min mors småkager, et stort glas mælk og det sidste nye album med Splint og Co.

Æteriske olier

Du kan selv bidrage med dufte til at indfange stemninger og frembringe associationer i dit eget hjem. Det kræver blot æteriske olier og en duftlampe.

Den æteriske olie er en flygtig substans, der let fordamper. Nogle olier fordamper ved stuetemperatur, andre kræver let opvarmning. Derfor har du brug for en duftlampe, der består af et lille vandkar, der er hævet over et lys. Vandet i karret tilsættes duftolien, og lyset under opvarmer vandet så duftaromaerne frigøres.

Olierne opdeles i tre forskellige kategorier kaldet noter. De opfriskende dufte kaldes topnoter, de harmoniserende mellemnoter og de beroligende bundnoter.

De velduftende olier kan komme fra mange forskellige ting. Fra træ kommer kamfer, sandelduft, og ceder. Kanel er en bark og fra blade kommer der en bl.a. eukalyptus, pebermynte, rosmarin og timian. Citrusfrugter afgiver fra deres skræl en stor mængde velduftende citrusolier af forskellig karakter og de mange blomsterdufte kan bruges i vid udstrækning.

Dufte i praktisk brug

Men æteriske duftolier er ikke blot til aftenhygge med stearinlys og rødvin. Du kan også bruge dem i din dagligdag, og dermed give de trivielle pligter et pift.

Støvsugning er nødvendigt, men støvsugeren kan lugte fælt, da den jo lugter af de ting den fjerner og har i posen. I stedet for at købe kemisk støvsugerdeodorant i Brugsen, kan du bruge duftolierne her. Du kan dryppe filteret med lidt eukalyptusolie. Olien dufter friskt og er samtidigt bakteriedræbende. Du kan også blot suge en lille serviet dryppet med olie op i støvsugeren for at gøre støvsugningen mindre ildelugtende. Vasketøjet kan også friskes op. I stedet for at bruge skyllemiddel, kan du gøre din næse en tjeneste ved at tilsætte for eksempel lavendelolie opløst i vand i beholderen til skyllemiddel. Lavendel dufter dejligt og har som bundnote også en beroligende effekt.

Dufte til næsen og til øjet

Duftolier kan også bruges i sammenhæng med dekorationer og potpourrier. Du kan arrangere et potpourri af tørrede rosenknopper, blade og tørrede kogler og tilsætte dufte, der understøtter det harmoniske synsindtryk.

Mulighederne er mange. Forestil dig f.eks. din juledekoration, hvor du tilsætter olie fra kanelbark og appelsin. Men olierne kan også bruges til andet end julestemning. Laver du et potpourri i en lille stofpose og tilsætter eukalyptusolie, kan du få en lille hjælper i bilen, der med duft sørger for at du lettere kan holde dig opmærksom i trafikken.

Husk at lufte ud

Der har fra officielt sted været formaninger omkring de mange billige kemisk producerede duftlys, du efterhånden kan købe overalt. Duftene i disse kan være stærkt allergifremkaldende og allergiprovokerende. Men man skal selvfølgelig ikke undervurdere risikoen ved allergiske reaktioner, og derfor skal du huske på, at selvom æteriske olier er naturprodukter, så erstatter de ikke udluftning af dine værelser. Astma-allergiforbundet anbefaler, at du lufter ud to til tre gange om dagen i små ti minutter med gennemtræk. Det er ikke kun et godt råd for folk med allergier, men et godt råd generelt. Udluftning hjælper indeklimaet i dit hjem, affugter luften i rummene og hæmmer derved husstøvmidernes livsbetingelser.

Inspiration til nye dufte

Inspiration til denne lille artikel er hentet hos gavebutikken i Skanderborg og hos Urtegaarden. Men jeg kunne også have valgt at lade mig underholde og skræmme med bestsellerromanen Parfumen – historien om en morder af Patrick Süskind. Romanen handler om det unge duftgeni Jean-Baptiste Grenouille der med sine dufte tryllebinder mennesker i 1700-tallet. Han er født uden egen kropsduft, men til gengæld er han fra naturens hånd blevet udstyret med den mest utrolige lugtesans. Jean-Baptiste bliver morder, da han dræber en ung parisisk kvinde for at bevare hendes duft. Et foretagen-de, der i første omgang mislykkedes og sender ham på en morderisk rejse i jagten på den perfekte duft.

‘Parfumen – historien om en morder’ blev filmatiseret i 2006 af den tyske instruktør Tom Tukwer, og havdeDustin Hofman i en af de store roller.

Kilde: Urtegaarden
Parfumen – historien om en morder, Patrick Süskind, Lindhardt og Ringhof, 2001.

Den moderne verden er i konstant acceleration og travlhed er blevet en tilstand. Vi skal tage vore liv tilbage og åbne op for eftertænksomhed.

Fagre nye verden

Vi lever i den fagre nye verden. Både i Aldous Huxleys bog af samme navn fra 1932 og i det moderne erhvervsliv er homogenitet en trussel for det frie individ. Indbyggerne i romanen bliver gjort ens gennem genteknologi, operant betingning og Soma, romanens lykkepiller. På samme måde bliver danske virksomheder drevet ind i en kreativitetsdræbende ensretning, hvor medarbejdere bliver gjort til slipseklædte kloner af chefen i matchende blå jakkesæt, styret af det samme ønske om profit og beroliget af det faktum, at lige nu går det meget godt. Men gør det det?

Hastighedens udvikling

Hvorfor efterligner virksomheder hinanden til bevidstløshed, hvis vi alle kan se, at vi i efterligningen mister vores egen identitet? En forklaring er tidens hastighed. Al menneskeligt virke har altid haft den egenskab, at den accelerer. Alle vores opfindelser har medført øget hastighed. Fra damplokomotiv til TGV, fra Gutenberg til Cyberspace.

Denne hastighed medfører manglende refleksion og identitetsdannelse. Hvis vi som mennesker og virksomheder ikke skal være gidsler af hastigheden, må vi kunne sætte farten ned. Vi må bruge sproget og vores relationer til at genskabe os selv. Som virksomhed, leder og medarbejder er det vigtigt, at man kan tage en “time out”, hvor der er tid til refleksion.

Viden er værdi

Det er ikke længere tid til “Business as Usual.” Nu er det “Business as un-usual”. Vi er ikke til 90 års fødselsdagen, hvor det er samme fremgangsmåde som sidste år. Det nye årtusinde er en brydningstid, hvor vejen frem er kreativitet og alternative problemløsninger.

Virksomheder i dag konkurrerer på viden og knowhow. Det betyder, at virksomheder er totalt afhængige af deres dygtige medarbejdere. Karl Marx ville have gnedet sig i hænderne. Arbejdsgiverne har ikke længere monopol på produktionsmidlerne, da virksomhedernes vigtigste aktiver sidder solidt ovenpå halsen af medarbejderne.

Virksomheder konkurrerer om at få de bedste medarbejdere med den bedste viden. De er den malm, hvoraf virksomhedens guld skal udvindes. Har du og din virksomhed allerede fundet guld, gælder det om at holde på det.

Talent, det er noget du har

Du kan ikke lære talent. Det er noget du enten har – eller ikke har. Derfor skal du gøre det, du har talent for, og erkende, at det er talent frem for slid, der skal til. Vi skal ikke arbejde 12-14 timer om dagen, vi skal gøre det, vi er gode til.

Det betyder, at virksomhederne må se på, hvad medarbejderne har talent for og udnytte dette optimalt. Vi kan selvfølgelig ikke alle sammen være erhvervslivets svar på Ronaldinho og tryllebinde vores kollegaer med uanstrengte artisterier. Men vi kan lære at blive gode.

Det betyder, at læring bliver vigtig. Vi skal udnytte den samlede viden optimalt, for gennem læring kan medarbejderne hjælpes til at komme på niveau med virksomhedens stjerner. I det moderne informationssamfund er viden magt, og derfor er læring for livet, hele livet.

Tiden løber

Innovation er nødvendig og skal gennemsyre virksomheden som en tilstand. Det er vigtigt, at virksomheden hele tiden nytænkes og revurderes. Du skal ændre spillets regler til din fordel, og det kan du gøre ved at tage farten af tiden. Tiden løber kun så hurtigt, som du vil have den til. Det at have travlt er moderne. Det er en legitim undskyldning for ikke at lege med børnene, ikke at kysse konen, ikke at elske med kæresten. Ikke i dag Skat – Jeg har travlt.

Din travlhed bedøver dig, fjerner dit fokus fra livets store spørgsmål og giver dig en undskyldning for ikke at tænke over tingene. STOP! Stop op. Træk vejret, sæt dig ned. Livet kræver refleksion og fremgang kræver innovation. Det kommer ikke, når du løber om kap med din timemanager.
Tag dig tid til at mærke livet, smage det, lytte til det, dufte til det og se på det.

Marcel Proust:
På sporet af den tabte tid, bind 1

” . . . Hun sendte bud efter en af de korte og buttede kager der kaldes ”små madeleinekager”, og som ser ud som om de er bagt i en kammuslings riflede form. Og snart førte jeg mekanisk, beklemt over den dystre dag og udsigten til en ligeså trist morgendag, en skefuld te, hvori jeg havde opblødt et stykke madeleinekage, op til munden. Men i samme øjeblik som den mundfuld te, blandet med kagekrummer, ramte min gane, fór jeg sammen, slået af det usædvanlige, der var ved at ske med mig. En vidunderlig lystfølelse havde grebet mig, noget helt enestående, og jeg havde ingen anelse om dens årsag. Den gjorde på stedet livets omskiftelser ligegyldige, dets katastrofer harmløse og dets korthed illusorisk, på samme måde som man forelsker sig, og den fyldte mig med dyrebar substans, eller rettere sagt: Substansen var ikke i mig, den var mig. Jeg var holdt op med at føle mig middelmådig, begrænset og dødelig. Hvor kunne den glæde være kommet fra?

. . . Og pludseligt stod erindringen klart for mig. Denne smag var jo smagen af det lille stykke madeleinekage som min tante Léonie plejede at give mig hver søndag morgen i Combray, når jeg kom for at sige godmorgen til hende i hendes soveværelse (for den dag gik jeg ikke udenfor før vi skulle til messe), efter først at have dyppet det i sin te eller lindete.

. . . Og i samme øjeblik som jeg havde genkendt smagen af det stykke madeleinekage dyppet i lindete, som min tante plejede at give mig (om end jeg ikke vidste hvorfor erindringen om det gjorde mig så lykkelig, og måtte udsætte det til langt senere at finde ud af det), dukkede det gamle grå hus mod gaden hvor hun havde sit værelse, op som en teaterkulisse og føjede sig til den lille bygning der vendte ud mod haven, og som var blevet opført bagved til mine forældre (det afgrænsede udsnit som var det eneste jeg havde genset indtil nu), og med huset kom byen, lige fra morgen til aften og i al slags vejr, torvet hvor jeg var blevet sendt hen før frokost, de gader hvor jeg købte ind, og de veje hvor vi gik tur når vejret var godt. Og ligesom i den leg hvor japanerne morer sig med at dyppe nogle små stykker papir i en porcelænsskål fyldt med vand, hvor de papirstumper der indtil da har set nøjagtig ens ud, øjeblikkeligt udvider sig, vrider sig, får farve, skiller sig ud fra hinanden og bliver til blomster, huse og solide og genkendelige mennesker, steg nu også alle blomsterne i vores have og i Swanns park og åkanderne i Vivonne og de brave folk i landsbyen og deres små huse og kirken og hele Combray og dens omegn, alt det der får form og fasthed, byen og haverne, op af min tekop.”

Historien om Madeleinekagen og lindeteen er et berømt stykke fra et af litteraturhistoriens største værker. Både i anerkendelse og i fysisk størrelse. På over 3200 sider skildrer Marcel Proust det bedre franske borgerskab i 1900-tallets Frankrig.

Historien om Madeleinekagen spiller en central rolle for vores tilgang til lugte- smags- og følesansen, der i æstetikken og i samfundet har fået karakter af at være underordnet de ”fine” sanser: Synet og hørelsen.

Prousts historie passer ind i diskussionen omkring de lave sanser, fordi den med sin fortælling om en af sanserne fremkaldt ufrivillig erindring både er med til at stille spørgsmålet, hvorfor vi skal beskæftige os med de lave sanser men også svarer på selvsamme spørgsmål. For som i Prousts tekst giver den fremkaldte erindring os mulighed for at opleve vores verden i et stærkere, mere intenst lys og giver måske endda en højere dimension, hvori vi ved refleksion kan opnå en højere indsigt.